
Bertrand er en energibundt og en meget inspirerende person. Han er 5. generation på den familieejede vingård beliggende helt sydligt i Cote de Beaune, mere præcis i Maranges. Siden 2011 har han været ene om driften, og har foretaget masser af forbedringer og vigtigst fundet sin egen stil.
Maranges-appellationen er den nyeste appellation i Côte de Beaune, og er fra 1989. Den er delt over tre landsbyer: Dezize-lès-Maranges, Cheilly-lès-Maranges og Sampigny-lès-Maranges. Adskillige bakker og skråninger udgør appellationen; der vender mod syd/sydøst, og ligger mellem 200 og 400 meter over havets overflade. Den her appellation producerer hovedsageligt rødvine, det vil sige 95% af den samlede produktion.
Når man har mange forskellige vine fra et område, gælder det om at have nuanceforskelle, ellers var der ingen idé at have så mange forskellige. Her skiller Bertrand sig ud, ved at lave lidt kraftigere vine, der i nogle årgange har lidt oversøisk stref over sig, men rigtig god vin ikke mindst til prisen.
Han har i alt 13 ha. Ca. 5 ha er i Maranges. Her har han 2,8 ha fordelt på to af de bedste 1'er cru marker "Fussiere", samt ”Rouseau”. Bertrand laver også hvidvin i bla. i Chassagne, Montrachet, Meursault og St. Aubin, alle i village og 1.cru. Det er fantastiske hvidvine, men mængderne er små og allokeret hvert år.
Han bruger ikke sprøjtemidler i marken. Høster med håndkraft og bruger naturgær i kælderen. Hans vine får 12 måneder på en blanding af nye (20%) og gamle 225/450 l træfade. Herefter får de 6 måneder til at samle sig på ståltanke inden de flaskes.