Gautier er vinmager og tredje generation på Domaine Desvignes. Han overtog ansvaret i 2016 og er tredje generation på vineriet i Givry i hjertet af Côte Chalonnaise.

 

Gautier startede med at rive hver tredje vinstok op. Der gik kun få minutter, før rygtet nåede byens torv, hvor hans bedstefar, som havde plantet dem, da han var ung, spillede petanque og nød pensionisttilværelsen. Han tog straks op på vineriet for at stoppe barnebarnet i at ødelægge domainets fremtid. Gautier tilbød at levere nøglerne tilbage, hvis han ikke måtte bestemme, og bedstefaren gik sin vej og blev væk i halvandet år.

 

Med til historien hører, at man skal vide, at man i Givry tidligere levede af at sælge sin vin til de mange miner, der ligger ca. 100 km vest for området. Her arbejdede mange østeuropæere, for hvem det var vigtigt at få masser af vin, når dagens arbejde under jorden var færdigt. Derfor er Chalonnaise-vine ikke så kendte og ”fine” som Côte de Beaune og Nuits.

 

Det har naturligvis ændret sig med tiden, og i dag er priserne næsten identiske mellem de tre områder. Tilbage til Domaine Desvignes og bedstefaren – for han er vendt tilbage. Gautier har på bare tre årgange øget den årlige omsætning, i øvrigt med mindre vin.

 

Robert Parker er en sjældent gæst i Bourgogne, men han gav Desvignes 94 point for årgang 2017, og herefter har vinene udelukkende været solgt på allocation. Der er små 7 hektar fordelt på Village og hele tre 1. cru-vine, som heldigvis smager vidt forskellige (forskellig jordgrund).

 

Gautier var vores første producent, da vi i 2017 startede Wineadvisor. Vinene fra Desvignes bliver bedre og bedre, og det er et stort talent, vi har med at gøre.