Château de Chamilly udspringer i hjertet af en grøn dal beliggende i den nordlige del af Côte Chalonnaise, 20 minutter syd for Beaune. Det er et stort slot, der dateres tilbage til det 17. århundrede og blev opført af Noël Bouton, generalløjtnant i kong Ludvig XIV's hære, guvernør af Strasbourg og Marquis af Chamilly.

 

I begyndelsen af det 19. århundrede erhvervede Desfontaine-familien slottet og jorden omkring det. Forelsket i natur og landbrug har familien Desfontaine aldrig holdt op med at restaurere slottet og udvikle dets unikke omgivelser.

 

Familien Desfontaine har været vinbønder i over 500 år og gennem hele 12 generationer. I 1970 gik 11. generation, Louis Desfontaine, 100 % ind i vinproduktion og -fremstilling. I 1981 giftede han sig med Véronique, og derfra tog det fart – Château de Chamilly blev en reference i Côte Chalonnaise. Desværre døde Louis alt for tidligt i 1999 og overlod tøjlerne til Véronique, som styrede dem mesterligt, indtil hendes to sønner, Xavier og Arnaud, vendte tilbage i 2007.

 

I dag udgør Xavier og Arnaud sammen med Véronique et succesrigt trekløver, der er nøglen til den nuværende udvikling af Château de Chamilly.

 

Xavier og Arnaud er et par underfundige fyre, der ved, hvad de vil. De arbejder velovervejet og gerne i overensstemmelse med naturen. De har uddannet sig hos anerkendte producenter som Bachelet-Monnot og selveste Romanée-Conti.

 

Jeg synes, man skal smage deres vine med et åbent sind og tage dem for, hvad de er – her finder man stor smag til overkommelige priser fra mange forskellige, men meget spændende marker i et anderledes terræn.