En vin hvor man tænker; det er ikke muligt med temperaturer på 38-40 gr. Men den er god nok. Et vildt glas vin som blindt på ingen måde giver hints om, vi skal til Alicante. Dels fordi kvaliteten er højere end niveauet generelt, men der er frisk og ”kold klima” i stilen. Grenache blanc er jo mest kendt fra Nord Rhône, og selvom afstanden er små 1500 km, og gennemsnitstemperaturen noget lavere, smager Oscar Mestres udgave som om, det var den, der kom fra Rhône og omvendt.
Marken er nemlig helt speciel. Der er en gammel parcel med dyb ler og kalkblandet jord. I den ene ende, er der ren kalk og her vokser de stokke, der giver Pou dén Mas. Grundet de ligge i dalen, er der varmt og tørt, og stokkene er nærmest ”tørkestressede”. Det betyder, de giver stor koncentration og høj smag, som tager smag af den kalkholdige kridhvide undergrund. Den er sindsyg flot, og uden tvivl det bedste glas hvid vin fra Alicante, jeg har fået.
Den hysterik omkring at få druerne hurtigt hjem til bodegaen, i små kasser og hurtigt på køl, er helt sikkert en kæphest for Oscar, i forhold til de øvrige familiemedlemmer, der arbejder med familiebodegaen "Riko". Dette praktiseres ikke her, og vinen er komplet anderledes, men det er en af årsagerne til Oscars succes.
Høsten er helt klassisk i hånden. Dobbelt sortering, hurtig press og spontangæret og lagret på gamle egetræsfade i 7 mdr. Herefter hviler flaskerne 2 mdr inden distribution. Der produceres 600 fl årligt.
Det er en let gylden kulør vinen har i glasset. Lidt doven og minder rigtig meget om en fad lagret Bourgogne i udseendet. Når man taler om Bourgogne, finder jeg helt klare træk mod Chablis og et strejf af ny slået græs, hvide blomster, modne pærer og hø i næsen. Den er dejlig fyldig og rigtig cremet i munden, og en seriøs vin som er på højt niveau. Det er vigtigt temperaturen IKKE er for høj, den er klart bedst meget afkølet. Men en vin der passer på små stegt fisk, skaldyr, lyst kød fjerkræ og dybe saucer og cremede oste. Vor årlige allokation er 60 flasker.
Se flere vine fra Oscar Mestre her: Oscar Mestre vine
Se vores udvalg af vine fra Spanien her: Spanske vine hos Wineadvisor
